Lis kom på pension mod sin vilje : “Jeg var ved at græde. Hvordan skulle jeg nu gebærde mig?”

Tekst og foto: Charlotte Holst

65-årige Lis Andersen lyser op, når talen falder på hendes arbejde. Hun besøger tit de gamle kolleger hos ‘Hjemmehjælpen A/S’ på Amager, hvor hun arbejdede som ledende sosu-assistent det sidste år af sit arbejdsliv.

- Jeg har lige besøgt dem for et par uger siden. Så får vi en kop kaffe og lidt sladder. Når jeg tager hjem, er jeg let i kroppen og glad.

Det har været svært for Lis Andersen at gå på pension. Selvom det nu er snart tre år siden, længes hun stadig efter at bidrage og få et dagligt skud socialt samvær. Men hendes ryg kunne ikke mere:

- Det sidste år jeg gik på arbejde, lignede min ryg et omvendt S, siger hun. 

Ryggen tvang hende

Lis bor på Frederiksberg i en lejelejlighed med sin mand Flemming. De to har de seneste år måttet kæmpe med sygdom. Flemming har blandt andet haft tarmkræft, og Lis er afhængig af sin stok og må holde pause fire gange undervejs, når hun skal ned og handle i REMA.

- Jeg har en arbejdsskade i ryggen helt tilbage fra 1983. Men det var især de sidste år, det blev slemt, fortæller hun.

Lis blev ramt af flere diskosprolapser og en nerve ned til benet blev klemt.

- Jeg kunne ikke være nogen steder, siger hun.

Efter en lang kamp med flere sygemeldinger og fire operationer på 18 måneder måtte Lis i 2019 give fortabt og sige ja, da hendes rådgiver i fagforeningen foreslog, at hun søgte  seniorførtidspension.

På den ene side var det en lettelse, men samtidig blev hun opfyldt af vemod.

- Jeg var ved at græde. Hvordan skulle jeg nu gebærde mig? Jeg vidste, jeg aldrig kom til at arbejde igen. At det var slut. Så ja, jeg var da frygtelig ked af det, fortæller hun.

Pædagogisk rådgiver fra PenSam

Lis var også nervøs for sin økonomi. Kunne hun og Flemming - der er folkepensionist - få det til at hænge sammen? I første omgang havde hun ikke tænkt over at kontakte PenSam for at få et overblik.

- Men så var der heldigvis en, der sagde til mig: ‘Prøv nu at spørge PenSam, hvad du har at gøre godt med.’ Så viste det sig, at jeg kunne få tilkendt førtidspension. Det havde jeg slet ikke tænkt over, siger Lis, der følte sig i gode hænder hos PenSam.

- Jeg fik fat i en ældre herre, og han var så pædagogisk: ‘Lis, når jeg regner det hele sammen, så har du det her beløb,’ sagde han. Og det er faktisk et beløb, man godt kan leve for, når man lægger det sammen med det fra Udbetaling Danmark. Det var en lettelse.

Tror jeg kan det samme

I dag er Lis Andersen aktiv i lejeboligforeningen. Hun nyder at gøre gavn og mødes med mennesker, hun har kendt i mange år. Så er der børnene og børnebørnene. Egentlig er det Flemmings børn, men Lis har været bonusmor for dem, siden hun mødte Flemming i 1983.

- Selvfølgelig er de også mine, siger hun og viser fotos af børnebørnene.

- Se lige de fire frækkerter. Jeg elsker dem overalt på jorden. Men de mindste har jeg ikke kunnet passe på samme måde, fordi jeg ikke har kunnet bære rundt på dem, siger hun.

Den dårlige ryg greb forstyrrende ind i Lis’ tilværelse. Men hun har valgt at få det bedste ud af det, blandt andet ved at holde en fod i døren til sit gamle arbejdsliv.

-Jeg kan jo så godt lide mine gamle kolleger, og jeg bliver altid modtaget med åbne arme. Sludderen og det sociale giver mig selvtillid, siger hun.

Lis siger selv, at hun har haft - og stadig har - svært ved at erkende, at hun ikke kan det samme som før.

- Jeg tænker stadig, jeg kan alt muligt. Men jeg kan sgu ikke tage på rejser og sidde i et fly 10-15 timer. Jeg er lidt hys med rengøring, men det kan jeg jo heller ikke helt magte. ‘SE der er støvet,’ siger jeg. Men min familie griner bare af mig.