I samarbejde med analysebureauet Kraka Advisory offentliggjorde PenSam i foråret 2023 en omfattende rapport, der belyser den strukturelle ulighed blandt faggrupper i forhold til tilkendelse af førtids- og seniorpension og de heraf afledte pensionsøkonomiske konsekvenser (se link til rapport nedenfor).
PenSams fokus sker på baggrund af en markant stigning af førtids- og seniorpensioner blandt medlemmerne.
Siden 2019 er antallet af førtids- og seniorpensioner i PenSam steget med over 100 pct., og intet tyder på, at udviklingen vil bremse op de kommende år. Desuden opleves en bekymrende stigning blandt yngre aldersgrupper, der modtager førtidspension.
Rapporten fra Kraka Advisory viser med tydelighed en strukturel ulighed i pensionsbranchen, når det kommer til førtids- og seniorpension.
40 pct. af alle førtids- og seniorpensioner er koncentreret i ganske få pensionsselskaber, og i den forbindelse er FOA-faggrupperne overrepræsenterede blandt førtids- og seniorpensionister. Det illustreredes blandt andet ved, at social- og sundhedsassistenten 12 gange oftere får tilkendt førtidspension end akademikeren.
I PenSam skyldes den markante udvikling blandt andet, at der i stigende grad optages medlemmer med sociale og sundhedsmæssige udfordringer, der statistisk set oftere ender på førtidspension. Disse medlemmer har bl.a. oftere kontakt til sundhedssystemet og psykiatrien, og i langt højere grad stået uden for arbejdsmarkedet inden ansættelse i FOA-faggrupperne.
Samtidigt kan der konstateres en stigning af medlemmer, der i en sen alder – og efter at være blevet nedslidt i andre brancher – bliver optaget i FOA-faggrupperne, og dermed er i risiko for at få tilkendt enten senior- eller førtidspension.
Den nuværende udvikling har mærkbare konsekvenser for medlemmerne i pensionskollektivet i PenSam, som risikerer at få reduceret deres pensionsøkonomi med over 10.000 kroner årligt.
Det sker, fordi hver gang et medlem i PenSam får tilkendt førtids- eller seniorpension, udbetaler PenSam løbende ydelser og præmiefritagelse frem til medlemmets pensionering (og ved førtidspension også engangsydelse på 100.000 kroner).
Den stigende tendens øger udgifterne til finansiering af forsikringsdækninger i PenSam – og det medfører mindre indbetaling til pensionsopsparing – og dermed reduceret økonomi, når medlemmerne går på pension.
Fra at forsikringsdækninger i 2019 repræsenterede 15 pct. af hver indbetalt 100 kroner til pension, udgør de i dag 24 pct. – og med den nuværende udvikling i tilkendelser af førtids- og seniorpension vil andelen eskalere yderligere.
For at skabe en større rimelighed på tværs af arbejdsmarkedet, peger Kraka Advisory i en ny delrapport på at håndtere udfordringen i ATP-systemet gennem forslag til konkrete løsningsmodeller, der kan udligne den økonomiske byrde.
Til at understøtte behovet for handling, har Kraka Advisory desuden udarbejdet en delrapport om PenSams medlemmers dækningsgrader ved førtids- og seniorpension samt folkepensionering.
Delrapporten viser med tydelighed, at medlemmernes dækningsgrader generelt er lavere end gennemsnittet, og det sker vel og mærke med udgangspunkt i et reduceret ydelsesgrundlag.
Nedenfor finder du et overblik over de relevante (del)rapporter og samt faktaark om problemstillingen.