Bliv klogere på skat, hvornår udbetalingen kan ændre sig, og om det påvirker visse offentlige ydelser.
Her kan du se, om du skal betale skat eller afgift på de forskellige typer pension eller forsikringer, du kan få udbetalt fra PenSam.
Der er ofte skat eller afgift på din udbetaling, fordi du ikke har betalt skat ved indbetaling. Men der er undtagelser.
Indkomstskat: Månedlige udbetalinger af alderspension eller førtidspension betaler du som regel indkomstskat af. Det er den type skat, du også betaler af din løn.
Hvor høj skatten er, afhænger af hvad du har af andre indtægter og fradrag, og det afhænger af hvilken kommune, du bor i.
For de fleste er skatten på omkring 40%.
Herudover betaler man arbejdsmarkedsbidrag på 8%, men kun af løn, ikke af pension.
Afgift: Når pension bliver udbetalt som et engangsbeløb, betaler du som regel 40% i afgift. Der er dog nogle typer udbetaling, som er skatte- og afgiftsfri.
Skattefri: Nogle få typer pension og nogle forsikringsudbetalinger er skatte- og afgiftsfri. Det er, når du har betalt skat af indbetalingen til pensionen, eller betalt skat af det beløb, du har betalt for forsikringen.
Din udbetaling fra PenSam kan med mellemrum blive ændret. Det sker som regel ved årsskiftet.
Du får altid besked i e-Boks, hvis din udbetaling ændrer sig.
Udbetalingen består normalt af to dele:
Selve pensionen kan blive reguleret op eller ned af flere grunde.
Det mest almindelige er, at udbetalingen kan blive hævet. Det sker, hvis den rente, du får, er højere end den rente, der på forhånd er indregnet i din pension, at du kunne få.
Det vil sige, at renten, du får hvert år, ikke altid fører til, at udbetalingen bliver hævet. Det er kun, hvis den årlige rente er højere end den på forhånd indregnede rente.
Når der er indregnet en forventet rente i din pension på forhånd, er det fordi det sikrer, at du får den højst mulige udbetaling fra starten af.
Udbetalingen kan også falde, da den ikke er garanteret. Men vi gør alt, hvad vi kan for at undgå, at pensionen bliver sat ned. Det er blandt andet derfor, at din pension er med det, der hedder gennemsnitsrente. Her bliver de enkelte års afkast af investeringerne udjævnet over flere år, så du så vidt muligt får en stabil rente på din pension uden ubehagelige overraskelser i enkelte år.
For enkelte medlemmer med ældre ordninger fra PMF Pension, er udbetalingen garanteret og kan derfor ikke sættes ned. Til gengæld medfører det, at det er nødvendigt at investere meget forsigtigt, og derfor vil renten som regel ikke blive så høj. Udbetalingen er altså garanteret, men der er omvendt ikke så stor sandsynlighed for, at den vil vokse.
Foruden udbetalingen af selve din pension, får du udbetalt et tillæg, som kommer fra det, der hedder "særlige bonushensættelser". På oplysningsbrevet om din udbetaling hedder denne del "bonushensættelse".
Dette beløbs størrelse kan variere fra år til år afhængigt af, hvordan årets resultat i pensionsselskabet har været.
De fleste får udbetalingen fra særlige bonushensættelser udbetalt som et beløb sammen med pensionen hver måned gennem hele året. Det gælder medlemmer i pensionskoncepterne Fleksion og Tradition (for alle der er pensioneret efter den 01.09.2016).
Medlemmer i ældre ordninger får beløbet som én årlig udbetaling i januar måned. Det gælder medlemmer i Tidl. pensionskasse, PMF Pension og Tradition (pensionerede inden den 01.09.2016). Er du en af dem, skal du derfor være opmærksom på, at udbetalingen i januar er højere end i resten af året. Du får derfor også et nyt udbetalingsbrev, når pensionen for februar bliver udbetalt.
Du får altid en ny oversigt over din udbetaling i e-Boks, når der er ændringer i forhold til din hidtidige udbetaling.
Som regel sker ændringer ved årsskiftet.
Din pension bliver udbetalt forud. Pension for januar, bliver altid udbetalt den sidste bankdag inden jul.
Vi kan desværre ikke oplyse dig om ændringer i udbetalingen, før du får beskeden i e-Boks lige før, pengene bliver udbetalt.
Vær opmærksom på, at hvis du er vant til kun at få udbetaling fra særlige bonushensættelser én gang om året, betyder det, at udbetalingen for januar måned er større end i de øvrige måneder.
I så fald får du en ny besked i e-Boks i slutningen af januar om ændring af udbetalingen fra februar og fremefter.
Se vejledning nedenfor.
For mange, der får udbetalt pension, er det vigtigt at ændre på sin forskudsopgørelse hurtigst muligt, når der er ændringer i udbetalingen fra PenSam.
Udbetaling Danmark bruger nemlig Forskudsopgørelsen på skat.dk til beregning af blandt andet folkepensionen.
I PenSam kan vi dog desværre ikke oplyse om ændringer i udbetalingen, før du selv får besked om ændringen i e-Boks.
Er der tale om ændringer ved årsskiftet, vil du få besked i e-Boks om ændringer i pensionen for januar umiddelbart før jul.
Herefter kan du normalt godt nå at opdatere forskudsopgørelsen på skat.dk i løbet af juleferien eller starten af januar. Forudsat at din pension fra Udbetaling Danmark er bagudbetalt, det vil sige, når folkepensionen for januar først udbetales i slutningen af januar.
Hvis din pension fra Udbetaling Danmark er forudbetalt, kan du kontakte Udbetaling Danmark for at høre, hvad du skal gøre.
Du kan læse mere her:
Du kan se oplysningerne, du skal bruge til forskudsopgørelsen, i det udbetalingsbrev for januar, du får fra os i e-Boks lige før jul.
Vælg den ►vejledning nedenfor, der passer til dig.
Hvis du er i tvivl, er du selvfølgelig velkommen til at ringe til os.
► Hvis din udbetaling fra PenSam plejer at være den samme i alle måneder
Er du vant til at få udbetalt det samme beløb hver måned, er det nemt for dig at finde ud af, hvad du skal oplyse.
Sådan finder du det rigtige tal
Kig på dit eget udbetalingsbrev for januar, som du får i e-Boks lige før jul.
Vær opmærksom på, at dit eget udbetalingsbrev kan have flere udbetalinger end i eksemplet ovenfor.
► Hvis din udbetaling fra PenSam i januar plejer at være højere end resten af året
Får du udbetalt pension fra PMF Pension eller Tidl. pensionskasse, får du en årlig udbetaling af "bonushensættelse" i januar måned.
Det betyder, at din udbetaling i januar er højere end resten af året. Det skal du tage højde for, når du skal oplyse Skattestyrelsen om din udbetaling.
Sådan finder du det rigtige tal
Kig på dit eget udbetalingsbrev for januar, som du får i e-Boks lige før jul.
Læg tallene sammen. Så har du udbetalingen fra PenSam før skat for hele det kommende år. Det er det beløb, du skal bruge på forskudsopgørelsen.
Vær opmærksom på, at dit eget udbetalingsbrev kan have flere udbetalinger end i eksemplet ovenfor.
Når du får boligstøtte, beregner Udbetaling Danmark hver måned din boligstøtte ud fra den indkomst, du sidst har oplyst til dem. Derfor kan ændringer i din udbetaling fra PenSam påvirke din boligstøtte. Her kan du læse, hvad du kan gøre for at være forberedt.
Hvis din udbetaling fra os plejer at være den samme i alle måneder
Hvis du får udbetalt din bonus fordelt over hele året, skal du som altid være opmærksom på, om du skal rette den månedlige indkomst, du tidligere har oplyst til Udbetaling Danmark, Boligstøtte.
Din månedlige indkomst fra PenSam er det tal, der står ud for "A-indkomst for perioden" i det udbetalingsbrev, du får fra os lige før jul.
Hvis din udbetaling i januar plejer at være højere end de andre måneder
Hvis du får udbetalt den årlige bonus på én gang med januar-pensionen, vil din indkomst for januar være højere end en normal måned. Derfor kan din boligstøtte for januar blive sat ned.
Hvis det er tilfældet, får du et brev fra Udbetaling Danmark. Det beløb, du har fået for meget i januar, vil typisk blive trukket fra din boligstøtte i måneden efter.
Du skal som altid være opmærksom på, om du skal rette den månedlige indkomst, du tidligere har oplyst til Udbetaling Danmark, Boligstøtte.
Får du udbetalt efterløn samtidig med din pension, skal du give a-kassen besked om ændringer i din udbetaling.
Det kan være lidt svært at overskue, hvilke oplysninger a-kassen skal bruge. Derfor anbefaler de, at du tager en kopi eller et billede af det udbetalingsbrev, du får fra os i e-Boks, og sender til dem.
Du skal være opmærksom på, om :
► Din udbetaling fra PenSam plejer at være den samme i alle måneder
Så skal du blot sende a-kassen udbetalingsbrevet for januar, som du får lige inden jul.
► Din udbetaling fra PenSam plejer at være højere i januar end resten af året
Så skal du både sende a-kassen: