På grund af ændringer i pensionsordningerne i PenSam pr. 1.oktober 2022 forventer vi, at du kan være en af dem, hvor indbetalingen til pensionsordningen desværre ikke længere er stor nok til, at der er råd til at betale for, at du kan være dækket af forsikringen, der giver en månedlig udbetaling af PenSam førtidspension.
Du kan dog stadig være dækket af Gruppesum ved førtidspension, som sikrer dig mulighed for udbetaling af et engangsbeløb, hvis du får tilkendt offentlig førtidspension.
Hvorfor sker ændringen?
Når du formentlig ikke længere kan være dækket af månedlig PenSam førtidspension, er det på grund af en ændret fordeling af betaling af omkostninger i pensionsordningen.
Fremover betaler alle med pension i PenSam det samme grundbeløb for administration. Dette beløb trækkes fra indbetalingen til din pension, og det er lidt højere, end hvad du hidtil har betalt for administration.
Efter denne ændring er din månedlige indbetaling til pensionsordningen måske ikke længere stor nok til at betale prisen for forsikringen PenSam førtidspension.
Når du ikke længere betaler for PenSam førtidspension, bliver den del af din indbetaling, der går til din alderspension, til gengæld lidt højere. Derfor har du udsigt til en lidt højere alderspension.
Hvornår får jeg endelig besked?
Du får endelig besked i november måned 2022. Om PenSam førtidspension stopper, afhænger af hvor stor din indbetaling er på det tidspunkt, hvor ændringerne træder i kraft. Hvis indbetalingen til din pension svinger, kan det være, at du ikke bliver påvirket af ændringen alligevel, eller først bliver det senere.
Hvad kan jeg gøre?
I først omgang skal du IKKE gøre noget, før du har fået endelig besked vedrørende PenSam førtidspension i november 2022.
Får du til den tid besked om, at PenSam førtidspension bortfalder, kan du få den igen ved at indbetale lidt mere til din pension hver måned. Det kan ske ved at indbetale et ekstra beløb via din arbejdsgiver.
Du skal altså undersøge, om du kan aftale med din arbejdsgiver, at der trækkes et beløb fra din løn hver måned, som arbejdsgiver så indbetaler sammen med den normale indbetaling til din pension.
Inden du aftaler en ekstra indbetaling med din arbejdsgiver, er det dog vigtigt, at du kontakter os, så vi kan rådgive dig blandt andet om, hvor stort beløbet skal være.
Husk: Du behøver ikke kontakte os, før du får endelig besked vedrørende dine forsikringer i november måned.
Hvorfor skriver I allerede nu?
Selv om det endnu ikke er helt sikkert, om PenSam førtidspension vil bortfalde, skriver vi til dig nu, fordi vi er forpligtet til at varsle dig om en sådan ændring af din pension i god tid.Sådan kommer du videre
Vil du læse om andre ændringer, der er på vej i din pensionsordning, skal du vende tilbage til brevet, du har fået i e-Boks og klikke på de links, der er i brevet.
Har du nogen spørgsmål til ændringerne, er du velkommen til at ringe til os på 44 39 39 37.

