PenSam Logo

Skal jeg melde mig ud af ef­ter­løns­ord­nin­gen og få pengene udbetalt skat­te­frit?

Frem til 30. juni i år kan du få udbetalt alle dine indbetalinger til efterlønsordningen - skattefrit og på én gang. Læs om forskellige fordele og ulemper - og husk at kontakte din a-kasse for at få rådgivning.

Er du fristet af muligheden for at få udbetalt efterlønsordningen på én gang og opnå en skattefordel*, skal du overveje det grundigt. I nogle situationer kan det være en god idé, men der kan bestemt også være gode grunde til at lade være. 

Nedenfor kan du se nogle fordele og ulemper ved at få efterlønsordningen udbetalt nu, som du kan overveje.
Før du beslutter dig, bør du kontakte din a-kasse, som er specialister i at rådgive om efterløn.

Vær opmærksom på, at muligheden for skattefri udbetaling kun gælder, hvis du endnu ikke har nået din efterlønsalder.

* Den skattefri udbetaling gælder den del af efterlønsbidragene, du har indbetalt frem til og med 10. oktober. 2020. Indbetalinger herefter vil der blive trukket en afgift på 30% af ved udbetaling. 

 

Læs mere hos FOA's a-kasse

Disse ting kan tale IMOD at få pengene udbetalt nu

Du mister en mulighed for at stoppe med at arbejde før folkepensionsalderen
Får du pengene udbetalt nu, kan du ikke gå på efterløn og mister dermed denne mulighed for at trække dig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet ved at gå på efterløn.

Det er værd at vide, at 3 ud af 4 af de PenSam-medlemmer, der lige nu nærmer sig pensionering og deltager på vores senior-webinarer, de oplyser, at de er medlem af efterlønsordningen. 
Det er svært på forhånd at være sikker på, om man har ret til Tidlig Pension
Du er ikke sikker på, at du kan få Tidlig Pension, før du har fået det opgjort 6 år før din folkepensionsalder af Udbetaling Danmark (Det er i praksis nærmest umuligt selv at beregne om man vil være berettiget). Har du fået udbetalt din efterløn og efterfølgende ikke får ret til Tidlig Pension, så er der ingen mulighed for selv at vælge at gå tidligere fra på arbejdsmarkedet.

OBS: Kun ca. en tredjedel af dem, der søger om Tidlig Pension, har fået ret til at få Tidlig Pension i alle 3 år.
Du mister retten til at få et seniorjob
Knyttet til efterlønsordningen er også rettigheden til at få et seniorjob. Det går ud på, at din bopælskommune har pligt til at tilbyde dig en ansættelse på overenskomstmæssige vilkår, hvis du skulle komme i en situation, hvor du mister din ret til dagpenge, når der er højst 5 år til din efterlønsalder. 

Melder du dig ud af efterlønsordningen mister du altså samtidig denne mulighed for at være sikret et indtægtsgrundlag i årene op til folkepensionsalderen. 
Du kan ikke få fleksydelse

Tilknyttet efterlønsordningen er også muligheden for at få fleksydelse, som er en slags efterløn til fleksjobbere. Denne mulighed mister du også, hvis du får efterlønnen udbetalt på én gang. 

Du kan ikke optjene skattefri præmie
Du kan ikke optjene skattefri præmie og mister dermed muligheden for at tjene op til 12 skattefrie præmier, du kan få udbetalt, hvis du udskyder at gå på efterløn og arbejder i stedet for. 
Én præmie udgør 13.933 kroner, hvis du er fuldtidsforsikret, og 9.289 kroner hvis du er deltidsforsikret (2022).
Du risikerer, at pengene mister værdi
Hvis du ikke har noget bestemt at bruge pengene til her og nu, skal du være opmærksom på, at du risikerer at komme til at betale negativ rente, hvis du vælger at sætte pengene ind på en bankkonto.

Sammen med inflationen vil det betyde, at pengene gradvist mister deres værdi, hvis der er nogle år til, du forventer at bruge dem. 
Du kan altid få dine indbetalinger overført til din pension

Hvis du senere fortryder, at du ikke fik pengene udbetalt, kan du før efterlønsalderen som hovedregel ikke få dine indbetalinger udbetalt som et engangsbeløb. Du kan dog melde dig ud af ordningen når som helst - også efter den 30.06.22 - men så kan du som hovedregel kun få indbetalingerne refunderet ved at få dem overført til en pensionsordning.

Disse ting kan tale FOR at få pengene udbetalt nu

Hvis du har mulighed for at få Tidlig Pension

Hvis du forventer at have mulighed for at få udbetalt Tidlig Pension (op til 3 år før din folkepensionsalder), fordi du har været på arbejdsmarkedet i mindst 42 år, kan det være, at du ikke har brug for at være med i efterlønsordningen. 

Du skal dog være opmærksom på, at du først kan få afklaret med sikkerhed, om du har ret til Tidlig Pension - og om du har ret til alle 3 år - når der er 6 år eller mindre til, at du kan gå på folkepension. Først på det tidspunkt kan du søge om ret til Tidlig Pension.

Læs mere om Tidlig Pension hos Udbetaling Danmark

Selv hvis du både har mulighed for Tidlig Pension og efterløn bør du sørge for at få rådgivning i din a-kasse, da nogle vil kunne få en højere udbetaling på efterløn end ved Tidlig Pension. 

Læs mere hos FOA's a-kasse

Hvis du ikke forventer at kunne opfylde kravene for at kunne gå på efterløn

For reelt at kunne gå på efterløn og Tidlig Pension, er der en række krav, du skal leve op til - for eksempel i forhold til at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Forventer du, at du får svært ved det - for eksempel på grund af sygdom - kan det måske være en fordel at få efterlønsordningen udbetalt nu.

Du skal opfylde disse krav for at kunne gå på efterløn:

  • Du skal have ret til dagpenge, når du går på efterløn. Det betyder, at du bl.a. skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Du må ikke være syg eller ude af stand til at påtage dig et arbejde. 
  • Du skal også opfylde et indkomstkrav. Du skal have haft en indtægt på i alt 246.924 kr. (2022) inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, skal du have haft en indtægt på 164.616 kr. (2022) inden for de sidste tre år. 
    I nogle tilfælde skal du i stedet for indkomstkravet opfylde et beskæftigelseskrav på 1.924 løntimer inden for tre år. Og i visse tilfælde kan du få ret til efterløn, selvom din ret til dagpenge er brugt op, før du når efterlønsalderen.
  • Du skal være medlem af en a-kasse.

Igen er det vigtigt, at du kontakter din a-kasse for at få nærmere rådgivning.

Du skal opfylde disse krav for at kunne gå på Tidlig Pension:

  • Det er en betingelse for ret til Tidlig Pension, at du bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet gennem beskæftigelse eller som medlem af en arbejdsløshedskasse, efter at Udbetaling Danmark har truffet afgørelse om ret til Tidlig Pension.
  • Beskæftigelseskravet anses for opfyldt, hvis du har fået indberettet 39 løntimer om måneden til indkomstregisteret.
    Kravet om arbejdsmarkedstilknytning gennem medlemskab af en arbejdsløshedskasse er opfyldt ved, at du melder dig ind i en arbejdsløshedskasse, hvis du ikke allerede er medlem

Igen er det vigtigt, at du kontakter Udbetaling Danmark, hvis du er i tvivl for at få nærmere rådgivning.

Hvis du har en meget stor pension og derfor vil få stor modregning i efterlønnen
Har du en meget stor pensionsopsparing, skal du overveje, om modregningen i din efterløn bliver så stor, at du reelt ikke får ret meget ud af at gå på efterløn, fordi din pension bliver modregnet i efterlønnen, uanset om du får pensionen udbetalt eller ej. 
I den situation kan det måske være en fordel at ophæve ordningen. 

På Beskæftigelsesministeriets www.efterloensberegner.dk kan du få en vejledende beregning af, hvor meget du kan regne med at få udbetalt i efterløn om året. Det kan du så sammenligne med, hvor meget du vil kunne få udbetalt, hvis du melder dig ud af ordningen. 

For de fleste af PenSam's medlemmer vil det klart bedst kunne betale sig at blive i ordningen og gå på efterløn. 
Du frygter at politikerne nedlægger efterlønsordningen
Nogle mener, at politikerne har forringet efterlønsordningen så mange gange, at man hellere må få pengene udbetalt nu for overhovedet at være sikker på at få noget ud af sine penge.

Spørgsmålet er dog, om det argument holder. Det er rigtigt, at vilkårene for at være på efterløn flere gange er blevet forringet i form af skærpet modregning og forkortet udbetalingsperiode. Men omvendt er der rigtig mange, der stadig har glæde af at benytte sig af ordningen. 

Desuden har det hele tiden været sådan, at man havde mulighed for altid som minimum at kunne få sine indbetalinger tilbage (hvis ikke udbetalt så i hvert fald overført til en pensionsordning).  

Det særlige ved muligheden for at melde sig ud af ordningen og få pengene udbetalt i 1. halvår af 2022 er dog, at man kan få pengene udbetalt skattefrit. Det vil ikke ellers være muligt. 

Sådan gør du

Du vil få besked om din mulighed for udbetaling fra din a-kasse, og det er a-kassen, du skal kontakte for at få pengene udbetalt. 

Læs mere hos FOA's a-kasse