PenSam Logo

For Trine er pension vigtigt: “Det bliver jo også mig på et tidspunkt”

Selvom Trine Ørskov skal arbejde mange år endnu, ved hun også, at der er en udløbsdato. Hun vil dog helst fortsætte længe i det fag, hun elsker.

Del:Print:
Sosu-hjælper Trine Ørskov er med sine 37 år stadig langt fra pensionsalderen. Alligevel har hun engageret sig i området, for som hun siger: “Det bliver jo mig på et tidspunkt”. Tekst og foto: Charlotte Holst
Hun var kun 17 år, da hun blev færdig med uddannelsen til sosu-hjælper og kom i arbejde. Trine Ørskov fik - som hun siger - faget ind med modermælken.

- Min far boede og arbejdede i Kina, så min mor var meget alene med os. Derfor var jeg tit med hende på arbejde som sygehjælper på et plejehjem. Jeg blev forkælet af de ældre og fik chokolade. Det var fantastisk, som at have 20 bedsteforældre. 

I dag er Trine Ørskov 37 år og arbejder på Dronning Anne Marie Centret på Frederiksberg i dagvagter 34 timer om ugen. Hun elsker sit job og sit fag, siger hun. 

- Der er et sindssygt godt arbejdsmiljø, god ledelse og super kolleger, som har været der længe. Derfor er jeg rolig i mit job. Jeg kan gøre det, jeg skal - være sammen med beboerne - uden konflikter, problemer og alt muligt ‘støj.’

Hjælp til at leve livet

Når Trine går på arbejde og hjælper de ældre, føler hun, hun er i sit rette element. 

- Jeg arbejder for OK-fonden, som har sloganet: ‘Livet skal leves hele livet.’ Det kan jeg rigtig godt lide, og det er det, jeg hjælper de ældre med: at leve deres liv, siger Trine og fortæller begejstret om sit arbejde: 

- At leve et liv er jo alt fra at rejse sig, tisse, komme i bad, klæde sig på og gøre noget ud af sig selv, hvis man skal være sammen med familien. Det er også, at nogen lytter til en, hvis man er ked af det.  Alle lever livet forskelligt, så jeg skal kunne omstille mig, og det er noget af det, jeg rigtig godt kan lide. 

Har plan B og C

Trine tænker dog også over fremtiden. Hun kan se på sine ældre kolleger, at man ikke holder til tunge løft for evigt. Hun mener, at det rummelige arbejdsmarked, hvor man kan bidrage i mange år, er vigtigt. 

- Man skal kunne arbejde, selvom man har skavanker. Så må der være nogle fleksible ordninger, for eksempel når man runder 55 år. De erfarne er jo helt uundværlige. De giver ro og tryghed på en arbejdsplads, siger hun

Selv vil hun også gerne blive i faget så længe som muligt, men hun er også realist.

- På et tidspunkt bliver jeg jo så gammel, at så kan jeg ikke være ‘på gulvet’ længere. Jeg har jo allerede været i faget i mange år. 

Det får hende ind imellem til at tænke i alternative baner. 

- Jeg har en plan A, som er at fortsætte, men jeg ved jo, at det ikke bliver virkeligheden. Derfor tænker jeg i plan B og C. Måske kan jeg blive aktivitetsmedarbejder. Eller måske skal jeg opgradere min uddannelse, så jeg kan arbejde på træningscentre, sygehuse eller i lægeklinikker. Jeg kunne også tænke mig at lave fagforeningsarbejde. 

Tryg ved PenSam Pension

Trine Ørskov tænker også frem til pensionsalderen. Derfor valgte hun for tre år siden at engagere sig i en af PenSam Pensions forbrugergrupper.

- Det bliver jo også mig på et tidspunkt, og det irriterede mig, at jeg ikke vidste så meget om pension, siger Trine, der har opdaget, at det er en stor fordel for hende at have sparet op, siden hun var 17 år. 

Hun har også lært noget andet: 

- Pensionsselskaber har stor magt med deres investeringer, så jeg var glad for at opdage, hvor dygtige de er i PenSam, og at der bliver investeret i grøn energi. Det har gjort mig tryg, at de er så professionelle og ikke hovedløst går ud og investerer i noget kinesisk lort. 

Gode kollegaer og nærvær

Der er dog stadig længe til pensionen, og indtil videre bliver Trine i det job, hun er så glad for, og glæder sig over, at hun ikke er træt af sit fag, selvom hun har været i det siden teenageårene.

- Jeg har den bedste fornemmelse, når jeg kommer om morgenen og er sammen med de kolleger, jeg kender så godt. Og jeg nyder, at der er styr på det hele, så jeg kan gå ud og være nærværende over for de ældre. 

 

Om Trine Ørskov

  • 37 år og sosu-hjælper
  • Bor i Hvidovre med sin mand og datter
  • Arbejder på Dronning Anne Marie Centret på Frederiksberg
  • Udråbt til ‘Velfærdstalent’ af FOA og PenSam