PenSam Logo

Maren Lises start på pen­sio­ni­st­li­vet blev ikke som ventet, men: “Jeg er på vej tilbage”

Overgangen til pensionen blev hård for Maren Lise Gøttler. Hun blev truet på jobbet og fik posttraumatisk stress. I dag er hun ved at finde fodfæste igen og lære den nye Maren Lise at kende.

Del:Print:
Maren Lise Gøttler har altid været stærk og kunnet håndtere konflikter. Men en dag blev hun truet så voldsomt på jobbet, at korthuset væltede. Nu er hun stille og roligt på vej tilbage. Tekst og foto: Charlotte Holst

Hver tirsdag tager Maren Lise Gøttler ud til sin datter og svigersøn, som har en rideskole lidt uden for Farsø.

- Så snakker jeg med min datter, børster lidt skidt af hestene og klapper dem og hundene lidt. Jeg er så glad for at komme der. Det er mental træning for mig.

Maren Lise har brug for at skulle noget. Noget, der giver hende glæde, og hvor hun hele tiden flytter sine grænser. Det bygger hende op mentalt. Samværet med dyrene og hendes nærmeste familie er noget af det bedste.

-Jeg har selv boet på landet engang og savner det. Jeg kalder mig selv en bonderøv midt i byen, siger hun.

Maren Lise Gøttler, der altid har elsket sit arbejde som hjemmehjælper i Farsø, hvor hun bor, kom desværre meget brutalt ud af arbejdslivet.

 

Svær at sluge

Vi skal ikke dvæle længe ved episoden, for Maren Lise er ved at komme godt videre. Men kort fortalt blev hun for tre år siden truet på livet, da hun var på hjemmebesøg hos to misbrugere.

- Du kan ikke forestille dig, hvor voldsomt det var. Selvom de truede, blev jeg i huset, fordi jeg var så fokuseret på at gøre mit arbejde. Bagefter gav det mig en total nedsmeltning i øverste etage, siger hun.

Posttraumatisk stress blev en del af hendes nye virkelighed og efter længere tids sygemelding, foreslog jobcentret hende en seniorførtidspension.

- Uhhh, den var svær at sluge. Somme tider kan jeg stadig være på arbejde oppe i mit hoved. Jeg er slet ikke færdig med det, for jeg elskede mit job. Men mentalt og fysisk kunne jeg ikke fortsætte.

 

Rykker grænser

Maren Lise har de seneste år arbejdet på at få lappet sit mentale helbred. Med professionel hjælp fra en psykolog og andre fagfolk og ved at bruge sine nære relationer, heriblandt sin eksmand, som hun har et fint forhold til.

En stor del af opgaven har været at vende sig udad mod verden igen.

- I starten turde jeg slet ikke tale til folk, jeg ikke kendte. Nu tør jeg søge kontakt igen, og jeg øver mig hele tiden i at rykke grænserne.

Opgaven fra psykologen lød for eksempel: Gå i supermarkedet. Ring til en veninde.

- Og så holdt hun mig op på ‘lektierne’ bagefter. Havde jeg nu gjort det? Det blev lidt skolepigeagtigt, men det har hjulpet, siger Maren Lise.

 

90 procent var arbejde

Maren Lise har dårlig ryg, så fysisk træning fylder også meget hos hende. Svømning, yoga og gåture, som bliver længere og længere.

- Man bliver SÅ glad, når man møder folk, og der lige kommer en arm i vejret og bliver sagt hej. Egentlig er det jo så lidt, der skal til, siger hun.

Hun er godt i gang med at finde tilbage til sit gamle jeg. Med familie, venners og gode kollegers hjælp. Men det er et anderledes liv for en, der viede 90 procent af sit liv til arbejde.

- Jeg tror, mange får et chok over deres liv, når de stopper med at arbejde. Pludselig har du 24 timer i døgnet, du selv disponerer over.

 

En stor lettelse

Før episoden med truslerne var Maren Lise meget udadvendt. Gik til foredrag og revyer, lavede havearbejde, malede og afholdt loppemarkeder i sin indkørsel. Det er noget af det, hun er ved at finde tilbage til.- Ligeså langsomt kommer jeg mig. Men jeg skal også acceptere, at jeg er en anden i dag. Jeg er jo slidt fysisk, og der har da også tidligere været bump på vejen. Det er der jo i livet, som hun siger.

Hvor hun i begyndelsen var lammet og intet kunne, glæder hun sig over, at hun i dag  kan handle på egen hånd og tage initiativ til at fylde alt det, hun elsker, ind i sit liv.

- Det, vi kan handle på, skal vi ikke være bekymrede for. Jeg kan mærke, at jeg nu kan tage noget kontrol tilbage, og det er en stor lettelse og glæde for mig.

 

Fakta om Maren Lise

  • 65 år. Gik på seniorpension i april 2021
  • Har arbejdet indenfor ældreområdet siden 1983 og i hjemmeplejen siden 1996
  • Bor i parcelhus i Farsø
  • Er skilt og har en datter

 

1
Brug friheden rigtigt

Der er så mange tilbud. Men overvej hvad der passer til dig. Vær ikke med i noget bare for at være med. Deltag når du ikke kan lade være.

2
Du er det, du tænker

Det er DIT liv. Der skal være plads til andre, men lad dig ikke styre. Vær kaptajn på dit eget skib og tænk positivt, så får du en god dag.

3
Vær ikke bange for psykologer

Når du siger ‘psykolog’ ude på landet, så siger folk: ‘Sikke noget pjat.’ Men det er det ikke. De er professionelle, og når du finder vejen, sætter du selv dagsordenen.