64-årige Gurli Søndergaard viser frem i sin hyggelige kolonihave i Brande. Her har hun forvandlet en lidt trist og uplejet have til en skøn oase med bede, plantekasser og hyggekroge. I det tilhørende hus på grunden er der lige, hvad man har brug for.
- Jeg indretter meget med genbrugsting. Jeg elsker at være herude, jeg overnatter også engang imellem, fortæller hun.
Gurli syntes, der blev noget stille, lige da hun gik på efterløn, men nu har hun fået masser at rive i.
- Pludselig ringede vækkeuret ikke længere klokken 6, og der var intet fast skema. Det var lidt underligt i starten og tog lidt tid at vænne sig til, siger hun.
Blev for trist
Gurli Søndergaard er uddannet sosu-hjælper og gik på efterløn i juni sidste år fra sit arbejde som aktivitetsmedarbejder for de demente på Plejecenter Engparken. Hun, og hendes mand Jørgen, havde talt om, at hun skulle stoppe, så snart det var muligt.
- Demensen var ved at hænge mig ud af halsen for at sige det ligeud. Jeg strikkede, bagte og havde samtaler med beboerne, men fik jo desværre ikke meget igen og til sidst blev det for trist for mig.
Gurli ville gerne ud og leve livet i den kolonihave, hun købte under corona. Og det var meningen at Jørgen skulle være med, også selvom de ikke boede sammen længere.
Ikke en grøntsag
For Gurli og Jørgen flyttede hver til sit for seks år siden. De var gledet lidt fra hinanden, og Gurli havde mere energi og fart på end Jørgen.- Han fik ikke rigtigt lavet noget i kolonihaven og ville ikke med ud at spise. Jeg endte med at sige, at vi måtte bo hver for sig. Det var hårdt for ham i begyndelsen, men vi fandt hinanden igen som de bedste venner, og så kom der meget mere gang i ham. Vi kørte mange ture, og han begyndte selv at foreslå ting, siger Gurli.
Men den 15. april sidste år - præcis 44 år efter at Gurli og Jørgen havde købt hus sammen - ringede Jørgen sidst på eftermiddagen og bad hende komme. Der var noget, de skulle tale om.
- Da jeg tog i køkkendøren, kunne jeg se nogle tæer: “Jørgen for h…….” Jeg tog hans puls, men den var der ikke.
Hverken ambulancereddere eller hjerteløbere kunne få liv i Jørgen, og da man ville tilkalde en helikopter efter at have “aset og maset med ham i tre kvarter” sagde Gurli stop.
- Han skulle ikke være en grøntsag.
Glade ældre
Nu ligger Jørgen i en nærliggende skov, for han var naturmenneske. Gurli har fået gode venner i kolonihaven og et indholdsrigt liv, selvom hun må undvære Jørgen. Hun skal snart til ‘Rock i Søby’ med sin spiseklub og på mini-ferie med Jørgens søster. Hun kan lide, at der sker noget. Derfor sagde hun også ja, da hendes tidligere arbejdsplads ringede og spurgte, om hun kunne give en hånd med.- “Vi mangler dig faktisk,” sagde min leder. Nu er jeg timevikar og tager 5-15 timer om måneden. De ældre er helt vilde, når jeg kommer. Jeg har aldrig fået så mange krammere, det er skønt.
På badeferie
Ellers går Gurli og drømmer om ferie med sine to voksne døtre og de fire børnebørn. Hun nåede ikke på pensionistrejse med Jørgen, men hun har skam stadig lyst til at opleve en masse.
- Efter han døde, sagde jeg til pigerne: “Min største drøm er, at vi tager med fly 10-14 dage et varmt sted, og vi skal af sted allesammen.”
Gurli klarer sig fint økonomisk og glæder sig over, at hun kan forsøde tilværelsen lidt med beløbet fra PenSam Pension.
- Det gør, at jeg lige kan lidt mere. Jeg blev spurgt, om jeg ville have hele beløbet på én gang, men det sagde jeg nej tak til. Hvis jeg får så mange penge samtidig, tror jeg, de vil komme til at flyve lidt, griner hun.
Om Gurli Søndergaard
- 64 år og på efterløn
- Uddannet sosu-hjælper
- Bor i Brande
- Har lejlighed og kolonihave