Siden Elly Pedersen var en lille pige, har hun været forelsket i ler. Når hendes far pløjede omkring gården ved Glamsbjerg, samlede hun den finkornede jord op og sad i kostalden og modellerede små figurer.
- I 2. klasse blev jeg spurgt, hvad jeg ville være, og jeg svarede: “keramiker.” Ingen i familien arbejdede med det, så jeg ved ikke, hvor det kom fra.
Elly Pedersen, der i dag er 63 år, har altid stukket lidt ud. Som ung gik hun andre veje end sine søstre, der valgte et arbejdsliv “som kontormus,” som Elly siger. Selv prøvede hun at gøre det modsatte af andre.
- Jeg ville ikke have en kvindeuddannelse, så jeg søgte ind på Søfartsskolen, men var ikke søstærk nok. Så gik jeg i lære som elektriker. Det var ikke det, mine forældre syntes jeg skulle. Jeg tror, jeg gerne ville provokere. Jeg har altid flippet lidt ud, boet i kollektiv og været aktiv på venstrefløjen.
Keramik giver glæde og ro
Elly endte med en uddannelse fra Kunsthåndværkerskolen. Hun har aldrig kunnet leve af keramikken, og som enlig mor til to børn har hun haft brug for en fast indkomst. Den får hun fra sit job som pædagogmedhjælper 25 timer om ugen. Men hun arbejder mindst lige så mange timer i sit keramikværksted i Aarup, der ligger ved siden af den lejlighed, hun bor i.
- Det giver mig enorm glæde og ro indeni at være i værkstedet. Da min datter var lille, havde jeg et stopur til at ringe for ikke at glemme at hente hende. Jeg lader mig opsluge. Det er en følelse af at komme helt ind i sig selv, siger hun.
Trygt med pensionsordning
- Jeg har aldrig været rig på penge, men de her mennesker er kreative og inspirerende, og det har stor værdi. Vi taler ikke om hvad ting koster i supermarkedet, men om følelsesliv og kunstneriske og politiske emner. Om det, der driver os, siger Elly, der glæder sig til at kunne gå på pension.
- Min plan er at fortsætte med keramikken. Mine hænder er min pensionsopsparing, og måske kan jeg have nogenlunde det samme beløb udbetalt. Det er trygt for mig, at jeg har haft en fast pensionsordning hos PenSam gennem mit job.
Fri af klokkestrengen
Elly Pedersen ser frem til at være endnu mere aktiv som kunsthåndværker, men også til at tiden bliver hendes egen.
- Jeg savner at være mere social. Jeg har fået et barnebarn, som bor i Vanløse. Hende vil jeg besøge mere, og så vil jeg gå på kunstudstillinger med mine venner og nyde, at jeg ikke skal hænge i en klokkestreng hele tiden.