PenSam Logo

Dyk ned i de­tal­jer­ne og kontakt os.

Vi er altid behjælpelig med at svare på spørgsmål.

Er du det mindste i tvivl, så anbefaler vi at du kontakter os, så vi kan rådgive dig korrekt.

På den måde sikrer vi, at du ikke går glip af noget - f.eks. vigtige dækninger.

 

Kontakt os

Din pension ændrer sig, når du ikke indbetaler

1

Ændringer i forsikringer

Når du ikke længere får indbetalt til pension hos os, sker der ændringer i dine forsikringer og den forventede udbetaling af pension.

2

Stopper efter 1 år

Dine forsikringer ved visse kritiske sygdomme, førtidspension og dødsfald stopper som hovedregel efter 1 år.

3

Mindre udbetaling på sigt

Hvad du har indbetalt til din pension er uændret, men størrelsen af din forventede udbetaling bliver mindre, fordi der ikke længere kommer penge ind.

4

Har du spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere rådgivning

Vigtigt: Overvej dette før du flytter din pension

Du mister forsikringer, du har betalt for

Selv om du ikke længere indbetaler til din pension i PenSam, har du dine forsikringer ved visse kritiske sygdomme, førtidspension og dødsfald i et år efter sidste indbetaling. Flytter du din pension inden, mister du disse dækninger.

Pas på ved helbredsproblemer eller fleksjob

Har du helbredsproblemer, eller er blevet ansat i fleksjob eller job med lønkompensation, skal du være opmærksom på, at det kan være en fordel at beholde din dækning i PenSam. Du får måske ikke forsikringer på samme vilkår eller til samme pris i dit nye pensionsselskab.

Hold øje med hvornår du tidligst kan få pension

Der gælder forskellige regler for, hvornår du tidligst kan få udbetalt din pension. Det afhænger af, hvornår din ordning er oprettet. Derfor kan du måske få din pension fra PenSam udbetalt tidligere, end din nye pension. Hvis du flytter din pension, skal du derfor selv sikre dig, at du får flyttet din rettighed fra PenSam med til din nye ordning.

Få tjek på rettigheder - og om du kan få dem med
Hvis du helt eller delvist har overstået en karensperiode (en periode med fuld erhvervsdygtighed og indbetaling), skal du være opmærksom på, om du kan overføre denne rettighed til en ny ordning. Ellers risikerer du at være dårligere stillet i din nye pensionsordning. 
Overvej hvilken type rente du foretrækker

Mange pensionsselskaber har markedsrente, hvor tab og gevinster på investeringer slår direkte igennem på din pension. I PenSam bliver de enkelte års resultater af investeringerne udjævnet, så du i mindre grad mærker udsving i din pension, fordi du får en gennemsnitsrente. Før du flytter din pension skal du derfor overveje, om du er indstillet på at flytte til en pensionsordning, hvor tab på investeringer kan slå direkte igennem på din pension.

Tjek omkostninger og gebyrer ved flytning

Der kan være omkostninger, gebyrer eller kursværn (en procentdel af pensionen du skal betale) når du vil flytte din pension. Det koster dog ikke noget at flytte din pension fra PenSam, hvis du gør det højst 3 år efter, at indbetalingen stoppede, eller hvis opsparingen er på under 54.500 kr. (2022).

Se gebyrer

 

Har du lige fået pension i PenSam, så finder du en god introduktion til din pension her:

Ny i PenSam

Det spørger andre om

Hvem bestemmer, hvor jeg har min pension?

Det er besluttet i overenskomsten, der gælder for det job, du er blevet ansat i. Du får pension indbetalt til PenSam, når du har et job, hvor overenskomsten er aftalt mellem FOA og din arbejdsgiver. Får du job inden for en faggruppe, hvor FOA ikke har overens­komst, vil du få pension i et andet selskab.

Skal jeg flytte min pension, når jeg får nyt job?

Nej, du bestemmer selv, om du vil flytte din pension. Se ovenfor, hvad du skal overveje, før du flytter din pension.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil flytte min pension?

Du skal kontakte det pensionsselskab, du indbetaler til nu.

Kan jeg få flyttet min pension til en bank?

Nej, du kan kun flytte din pension til en anden arbejdsmarkedspension. Det vil sige en pensionsordning der er oprettet som en del af et ansættelsesforhold. Du kan ikke flytte din pension fra PenSam over til en privat pensionsordning i en bank.

Hvorfor stopper forsikringerne, når indbetalingen stopper?

De fleste forsikringer i din pension har du kun, så længe du betaler for at have dem. Når indbetalingen stopper, stopper dækningen på dine forsikringer ved visse kritiske sygdomme, førtidspension og dødsfald derfor også. Du er dog dækket et år efter, at indbetalingen stoppede. Der kan dog være nogle forsikringer, du beholder med en lavere dækning.

Hvorfor ændrer pensionen sig, når indbetalingen stopper?

Din forventede  udbetaling af pension bliver mindre, når indbetalingen er stoppet. Årsagen er, at der i beregningen af udbetalingen indgår en forventning om, hvor meget der bliver indbetalt hver måned frem til pensionsalderen.

Når indbetalingen fremover er 0 kr., beregnes din pension nu ud fra den forudsætning, at der ikke bliver indbetalt mere. Tidligere var det forudsat, at du indbetalte hver måned frem til pensionsalderen. Derfor bliver din forventede udbetaling som alderspensionist mindre, selv om dit opsparede beløb til pension er uændret.