De drager omsorg for vores børn og vores ældre, de sørger for, at der er rent, når du går på arbejde, redder liv og slukker brande. De er uundværlige for dig og mig og hele Danmark. I PenSam og FOA er vi ikke i tvivl; de fortjener meget større anerkendelse, end de får! Og du kan hjælpe os med at rette spotlyset mod dem, der gør en forskel hver dag og anerkende deres afgørende indsats ved at nominere et talent.
Hvem kan nomineres?
Alle under 36 år ansat inden for FOAs faggrupper har mulighed for at blive nomineret til prisen af sine kolleger, arbejdsgiver, borgere, pårørende mv. Og alle er velkomne til at nominere mulige talenter landet over. Så hvis du for eksempel vil anerkende en dygtig pædagogmedhjælper i dit barns institution, eller en omsorgsfuld social- og sundhedsassistent på det plejehjem, hvor en af dine kære bor, så har du muligheden for at give udtryk for din værdsættelse gennem en nominering.
Du kan nominere et talent frem til den 31. marts via: https://www.pensam.dk/talent
Behov for større anerkendelse
Da PenSam og FOA for otte år siden første gang fejrede 100 velfærdstalenter, var det med et ønske om at sætte fokus på nogle af de faggrupper, som ikke altid hyldes i den grad, de fortjener. Og heldigvis er der sidenhen kommet stadig mere opmærksomhed omkring det vigtige arbejde, som FOAs og PenSams medlemmer udfører på daglig basis som en del af kernevelfærdens fortropper.
”Det er glædeligt med et større fokus på vigtigheden og anerkendelsen af kernevelfærdsfagene, men den indsats FOAs og PenSams medlemmer lægger for dagen, står stadig ikke mål med anerkendelsen. Med deres store faglighed og menneskelighed giver de trøst, tryghed og trivsel til andre mennesker. Og vi er dybt afhængige af dem for, at Velfærdsdanmark kan hænge sammen. Derfor skal vi sikre os, at vi nu og i fremtiden kan rekruttere og fastholde velfærdstalenter. Jeg glæder mig derfor til, at vi i PenSam og FOA igen i år sætter spot på kernevelfærdsfagene og hylder velfærdstalenterne på Christiansborg”, siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.
For fagpolitisk ordfører i FOA Helena Mikkelsen er det en af årets fineste begivenheder at finde og hylde de 100 velfærdstalenter.
”Det er så vigtigt, at vi ser og værdsætter det kolossalt vigtige arbejde, vores velfærdsmedarbejdere på tværs af mange faggrupper hver dag udfører. Det gælder i kantiner, på skoler og i dagtilbud, i ældreplejen. Det gælder rengørings- og serviceassistenter, brandfolk, ambulancereddere og mange, mange andre. Vi skal virkelig sætte pris på de mange, som hver dag drager omsorg for andre og passer på os alle, og der kommer altid så mange rørende og fine historier frem om, hvordan de gør en forskel for både den enkelte ældre, borger eller et barn – ja for fællesskabet. Så jeg glæder mig virkelig til at se de mange indstillinger af velfærdens unge talenter,” siger Helena Mikkelsen.
Nominér allerede i dag
Nomineringsperioden løber fra den 3. februar 2025 - 31. marts 2025, hvorefter talenterne bliver udvalgt af et dommerpanel bestående af repræsentanter fra PenSam og FOA.
Fejringen af talenterne finder sted den 20. maj 2025 i Fællessalen på Christiansborg. Samme dag udkommer magasinet Velfærdens Talent 100, hvor de 100 udvalgte talenter bliver præsenteret.