PenSam Logo

12-10-2026

Fortsat højt niveau af før­tids­pen­sio­ni­ster trods mindre op­brems­ning

 

Del:Print:

Antallet af førtidspensionister er steget i 2026, men i et langsommere tempo end tidligere. I tredje kvartal 2026 er der kommet 188 flere førtidspensionister i Danmark, og pr. 1. oktober var der 261.418 modtagere af førtidspension. Det er 5.658 flere personer end pr. 1. oktober 2025. Det viser en ny opgørelse fra PenSam baseret på data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. 

Førtidspension gives til personer, hvor arbejdsevnen er varigt nedsat, og hvor mulighederne for beskæftigelse eller fleksjob som udgangspunkt er afklaret. Udviklingen betyder derfor, at flere står varigt udenfor arbejdsmarkedet.



Også blandt unge er antallet af førtidspensionister fortsat højt. I 3. kvartal 2026 er der kommet 162 flere førtidspensionister under 40 år, så i alt 43.229 unge under 40 år nu modtager førtidspension. Det er 1.993 flere unge end pr. 1. oktober 2025. De yngre modtagere udgør i dag 17 procent af det samlede antal førtidspensionister.

  

Torsten Fels, adm. direktør i PenSam, peger på, at det høje antal førtidspensionister er en alvorlig samfundsudfordring. Han ser imidlertid ikke samme opbremsning blandt PenSams medlemmer:

”I PenSam ser vi fortsat en stigning i antallet af medlemmer, der får tilkendt førtidspension. Det er problematisk både for den enkelte, der står udenfor arbejdsfællesskabet og det arbejdsmarked, der mangler arbejdskraften. Derfor er det vigtigt at have fokus på, hvordan flere kan fastholdes i arbejdslivet, før problemerne bliver så store, at førtidspension bliver den eneste mulighed,” siger Torsten Fels.