PenSam Logo

09-12-2024

PenSam forhøjer kon­to­ren­ten til 8 %

Flere pensionskroner er, hvad langt de fleste af PenSams 500.000 medlemmer kan se frem til, når PenSam forhøjer kontorenten fra 5,5 til 8 % i 2025.

Del:Print:

Årsagen til den positive udvikling i kontorenten er PenSams evne til at levere gode investeringsafkast. Samtidig benytter vi i PenSam gennemsnitsrente – et sikkert og stabilt pensionsprodukt.

”Vi har i 2024 og de forudgående år leveret gode investeringsafkast, der har gjort, at vi kan skrue væsentligt op for kontorenten i det nye år og få medlemmernes pensionsdepoter til at vokse pænt i 2025, og det glæder mig selvfølgelig meget,” siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

Pensionsprodukterne i PenSam er gennemsnitsrenteprodukter, hvor kontorenten er udtryk for den forrentning medlemmernes pensionsopsparing vokser med. Kontorenten fastsættes for ét år ad gangen og giver en stabil udvikling i pensionsopsparing og ikke mindst en stabilitet i de løbende pensionsudbetalinger.

”PenSam er sat i verden for at sikre en så god pensionisttilværelse som muligt for vores medlemmer – det tager vi meget alvorligt. En god pensionisttilværelse er en tryg tilværelse, hvor man kan være sikker på, at der er penge nok til alderdommen. Med gennemsnitsrenteprodukter kan vores medlemmer have ro i maven med en stabil positiv udvikling i pensionen," siger Torsten Fels, adm. dir. i PenSam.

Se kontorenten for alle medlemmer her