PenSam Logo

Du får en kritisk sygdom

Bliver du ramt af en kritisk sygdom, kan du i nogle tilfælde få udbetalt 100.000 kr. fra din pensionsordning.

Syg kvinde der får hjælp af læge
Illustration af rådgiver

LAD MIG LIGE...

...forklare dig om kritisk sygdom i PenSam.

Her er de sygdomme, der giver ret til udbetaling

Her kan du se, om din sygdom er en af dem, der giver ret til at få penge udbetalt, hvis du har fået stillet din diagnose efter den 1. januar 2025. Har du fået stillet din diagnose tidligere, finder du de diagnoser, der er dækket, længere nede på siden under ”Betingelser for forsikringen”. Læs grundigt om de krav, der er, før en sygdom giver ret til udbetaling. For at der ikke skal være tvivl, er vi nødt til at bruge de navne på sygdommene, som lægerne bruger. Når du har fundet din diagnose, kan du klikke på den og se betingelserne for at en få udbetaling fra forsikringen.

,

Sådan søger du om udbetaling

Send formular eller ring til os

Når du har tjekket, om din sygdom er på listen, kan du logge ind på Min Pension og se, om du har forsikringen i din pensionsordning. 
Når du er logget ind på Min Pension, kan du også let udfylde og sende en ansøgning om udbetaling til os. Eller du kan ringe på 44 39 30 50. 

 

Sådan foregår det, når du søger om udbetaling

1

Har du lige fået din diagnose, kan du logge ind på MIN PENSION og tjekke, om du har forsikringen ved kritisk sygdom lige nu. Tjek også at diagnosen er på listen ovenfor.

2

Når du har tjekket, om din sygdom er på listen, kan du logge ind på MIN PENSION og se, om du har forsikringen i din pensionsordning. Når du er logget ind, kan du også let udfylde og sende en ansøgning om udbetaling til os. Eller du kan ringe på 44 39 39 00.

3

Vælger du at ringe til os, er det en god ide, hvis du har oplysninger klar om DATO for diagnose og SYGEHUS og AFDELING, hvor du har fået diagnosen.

4

Har du fået diagnosen for et stykke tid siden, eller har du endnu ikke fået en diagnose, er det en god idé at ringe, så vi kan hjælpe med at finde ud af, om du er dækket af forsikringen.

Har du fået brev fra Sundhedsdatastyrelsen?

Vi er med i en ordning, hvor Sundhedsdatastyrelsen sender dig et brev, hvis du får stillet en diagnose på en af de sygdomme, som forsikringen ved visse kritiske sygdomme kan dække.

Brevet er IKKE en garanti for, at du kan få en udbetaling.

I PenSam får vi ikke at vide, at du har fået stillet en diag­nose, eller at du har fået brev fra Sundhedsdatastyrelsen. Det er fordi helbredsoplysninger er fortrolige.

Derfor er det vigtigt, at du selv henvender dig til os for at få undersøgt, om du kan få forsikringen udbetalt.

Læs mere om brevet på Sundhedsdatastyrelsen.dk

Det spørger andre om

Giver brevet fra Sundhedsdatastyrelsen mig ret til udbetaling?

Nej. Brevet fra Sundhedsdatastyrelsen giver dig ikke ret til at få en udbetaling fra os. Formålet med brevet er at minde dig om, at du selv skal undersøge, om du måske har ret til en udbetaling ved kritisk sygdom. 

Hvorfor giver min sygdom ikke ret til udbetaling?
Det er ikke alle kritiske sygdomme, der er dækket af forsikringen. Forsikringen hedder Forsikring ved visse kritiske sygdomme. Nogle kritiske sygdomme er ikke dækket, fordi forsikringen bliver dyrere, hvis alle kritiske sygdomme skulle være dækket. 

En højere pris for forsikringen vil gå ud over opsparingen til pension, fordi forsikringen bliver betalt ud af det beløb, der bliver betalt til pension fra din arbejdsgiver. 
 
Hvorfor har jeg ikke forsikringen i min pension?
Hvis du ikke har forsikringen, kan det være fordi, du ikke længere indbetaler til din pension. Eller det kan være fordi, beløbet du får indbetalt pr. måned, ikke er stort nok til at betale for forsikringen.

Efter du har nået din folkepensionsalder (i enkelte tilfælde 65 år), er du aldrig dækket af forsikring ved kritisk sygdom. 
Udløber forsikringen når indbetalingen stopper?
Du har dækningen ved kritisk sygdom i 1 år efter, at du er stoppet med at indbetale, hvis du havde forsikringen, mens du betalte til pension. Du har dog aldrig forsikringen længere end til din folkepensionsalder. 
 
Hvordan bliver forsikringen udbetalt?
Bliver der trukket skat af udbetalingen?

Nej, udbetalingen er skattefri. 

Hvad må jeg bruge udbetalingen til?

Du bestemmer selv, hvad pengene skal bruges til. Det kan være til behandling, nedsat arbejdstid, en rejse eller noget helt andet, som du og din familie mener, kan gøre en svær sygdomsperiode lidt lettere.

Hvorfor betyder datoen for min diagnose noget?

Du skal være dækket af forsikringen på præcis det tidspunkt, hvor du får stillet diagnosen på din sygdom. Ved nogle sygdomme er det yderligere et krav, at du også har forsikringen, når følgerne af sygdommen kan vurderes endeligt efter en periode. 

Kan jeg få penge ved kritisk sygdom flere gange?
Ja, i nogle tilfælde. Der skal være gået mindst 6 måneder mellem, at diagnoserne er stillet, og der må ikke være tale om den samme diagnose. 

Hvis det drejer sig om kræft, er der mulighed for udbetaling igen, hvis der er gået mindst 7 år fra behandlingen af den tidligere kræftdiagnose er afsluttet. Kontakt os for at høre, om du kan få en udbetaling.
 
Hvorfor har i ikke givet mig besked om, at jeg kunne få en udbetaling?
I PenSam må vi ikke få at vide fra sundhedsvæsenet, at du er blevet ramt af en kritisk sygdom, før du selv giver os lov. Det er fordi, helbredsoplysninger er fortrolige.

Derfor er vi med i en ordning, hvor Sundhedsdatastyrelsen sender brev til personer, der på sygehus eller klinik får stillet en diagnose på en af de sygdomme, forsikringen ved kritisk sygdom dækker.  Brevet minder om, at du skal kontakte os for at undersøge, om du kan få en udbetaling.
 
Bliver andre udbetalinger mindre, når jeg har fået udbetalt sum ved kritisk sygdom?

Nej, udbetaling ved kritisk sygdom påvirker ikke størrelsen af din pension eller størrelsen af andre udbetalinger fra din pension.

Hvad er FOA Forsikring ved visse kritiske sygdomme?

Er du medlem af FOA, kan du være dækket af en forsikring ved visse kritiske sygdomme via fagforeningen. Bemærk dog at forsikringen ophører 30. juni 2025.

Forsikringen hedder FOA Forsikring ved visse kritiske sygdomme og kan træde i kraft, hvis du rammes af en de dækkede kritiske sygdomme inden din folkepensionsalder og IKKE er dækket af en anden gruppelivsforsikring knyttet til dit job (for eksempel via din pension i PenSam).

Læs om FOA Forsikring ved visse kritiske sygdomme

Hvorfor kan I ikke vise medfølelse og udbetale til alle, der er alvorligt syge?

Vi kan godt forstå, det føles urimeligt, at man ikke i alle tilfælde kan få en udbetaling, selv om man er ramt af en kritisk sygdom. 

Men vi er forpligtet til at udbetale efter de regler, som gælder for forsikringen. Disse regler er ens for alle. Selv om vi har medfølelse med kunder i en meget svær situation, kan vi ikke forskelsbehandle og udbetale ud over, hvad der er aftalt i betingelserne for forsikringen. Forsikringen dækker ikke alle former for kritisk sygdom og hedder derfor også Forsikring ved visse kritiske sygdomme. 

Alle udbetalinger ved kritisk sygdom kommer fra de penge, du og dine kolleger betaler til pension hver måned, og det er grunden til, at ikke alle sygdomme er dækket, da det ellers ville gå for hårdt ud over størrelsen af alderspensionen for alle.

 
Hvem bestemmer hvilke sygdomme, der er dækket?

Medlemsdemokratiet i PenSam (Medlemsforum) fastlægger de overordnede rammer for forsikringen.

Et vigtigt fokus er, at prisen på forsikringen helst ikke må stige, da det går ud over størrelsen på pensionen. 

I den løbende vurdering af forsikringen indgår også, om dækningen i PenSam svarer til dækningen i andre pensionsselskaber, der ligner os. Ligesom den medicinske udvikling kan medføre beslutning om ændringer. Med nye og mere effektive måder at behandle, forebygge og diagnosticere på, kan der blive råd til at udvide forsikringen med flere diagnoser eller lempeligere vilkår. Eller diagnoser kan udgå, hvis en sygdom bliver mindre kritisk, fordi behandlingsmulighederne er blevet bedre. 

Hvorfor er nye sygdomme ikke dækket med tilbagevirkende kraft?
Når en ny sygdom kommer på listen med diagnoser, der er dækket, gælder det desværre ikke tilbage i tid. Diagnoselisten ændres ikke med tilbagevirkende kraft. Du skal derfor have fået sygdommen (stillet diagnosen) på et tidspunkt efter, at den er blevet dækket af forsikringen. 
 
Hvorfor gælder ændrede kriterier for diagnoser ikke med tilbagevirkende kraft?

Hvis der sker lempelser i forhold til hvilke kriterier, der skal til, før en diagnose giver ret til udbetaling, gælder dette desværre ikke med tilbagevirkende kraft. Du skal derfor have fået sygdommen (stillet diagnosen) på et tidspunkt efter, at kriterierne er ændret, for at det har betydning for, om du er dækket af forsikringen. 

Hvorfor får jeg ingenting udbetalt, når jeg har betalt til PenSam i mange år?

Dækningen ved visse kritiske sygdomme er en forsikring. Du har den kun, så længe du betaler til den (+ 1 ekstra år). 

Det er ligesom med for eksempel en indboforsikring. Du får ikke erstatning ved indbrud, hvis det sker efter at du er stoppet med at betale til forsikringen. Heller ikke selv om du tidligere har betalt til forsikringen i mange år. 

Hvorfor kan jeg ikke få det indbetalte tilbage?

Ligesom ved andre forsikringer kan du ikke få de penge, du tidligere har betalt for forsikringen, tilbage. Sådan er det også med en brandforsikring. Hvis ens hus aldrig brænder, kan man ikke få sine betalinger for forsikringen tilbage, da disse penge er udbetalt til kunder, hvis huse brændte. 

Kan jeg ændre på størrelsen af udbetalingen?

Nej, du kan ikke vælge en anden størrelse udbetaling, da forsikringen er ens for alle for at gøre den så billig som muligt.

 

Du finder forsikringsbetingelserne for kritisk sygdom nedenfor. 

Betingelser for forsikringen

Her kan du læse om de vilkår, der gælder for forsikringen ved kritisk sygdom. Vær opmærksom på at vælge det sæt betingelserne, der er gældende på det tidspunkt, hvor du har fået stillet din diagnose.